Bob Novak (1931 – 2015)

Bob Novak alias Bumble Bee Bob lavede et maleri af mig med guitar og Borsalino der kom til at pryde forsiden af coveret til ”LIMBO STATION” (1989) og senere brugt på Chicago Festival Poster 1989. Så jeg kan vigte mig med at jeg er den eneste danske musiker der har prydet plakaten på denne prestigefyldte ikoniske festival. Jeg mødte Bob i København i 1988 i Rådhuskroen, hvor han sad ind med mig på mundharpe. I årene fremover var han en fast makker med vores band The Blue Devils, når han kom på sine årlige besøg på sin sædvanlige rute København, Paris og London hvor han boede hos og jammede med Steve Marriott.

Han lavede desuden plakaten til Ama’r blues festival i 1983 og har lavet flere plakater til Chicago Blues Festival, som er hans hjemby. Novak havde sin egen udtillingsmontre i O’hare Lufthavn i Chicago. Jeg besøgte ham der i 1989 og fik et indblik i hans univers både som kunstner og musiker. Den helt store tur; jeg jammede og mødtes med byens førende musikere. Bob var et unikum og hvad han ikke vidste om Chicagos gyldne periode og de forskellige kunstneres særpræg og stil, er ikke værd at vide. Han kunne give eksempler på Albert Collins unikke teknik og sting, Little Walters specille harpestil. Howlin’ Wolf med sin kaliber 44 og en forklaring på hvorfor Muddy Waters altid havde de bedste musikere, ”they were all good in those days”!!

Bumble Bee’s kærlighed til blues kom til udtryk i hans malerier og i titlerne, som er hentet i blues og gadelyrikken; eksempelvis” She Left Me like a Leaf Leaves The Tree” eller ”The Boys Who Finds Things Before People Loose Them”

Her er et par eksempler på hans dejlige malerier:

CHICAGO BLUES FESTIVAL 1989

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det Var min ven Paul Cederdorff der fik mig turned på grafikeren og forfatteren Per Ulrich. Paul havde en fernisering på et lille galleri i Dragør og inviterede på kaffe. Han foreslog mig at skrive musik til en udstilling af Per Ulrichs “Raderinger Fra Peru” og jeg anskaffede alt hvad jeg kunne finde af udgivelser om Ulrich. Det viste sig at han har et omfattende forfatterskab bag sig. Rejsebeskrivelser, romaner, kunst og lærebøger. Jeg faldt over en bog der hedder “Rejseår” og foreslog Paul at løsningen skulle være en musikalsk rejse i Pers fodspor. Teknikken kiksede og værket blev ikke lanceret. Spor gik tabt og jeg startede forfra. Et nyt værk er på vej:

TERRA INCOGNITA