I kærlighedens Solskin:

The Summer Of Love: Jack Kerouac, Allen Ginsberg, McLuhan, Leary, Cassidy, Ken Kesey, The Cool Aid Acid Tests m.m. optræder I dette kapitel Fra Billeder fra Vesterbro & Omegn.

I kærlighedens solskin

Her er sætlisten:

Har i hyr med sætlisten kære kolleger så er der måske håb at hente her:

JORD & LAND:

Et minde fra et andet Århundrede: Jeg står ubesejret i et af Verdens ældste Spil. Læs her:

Jord & Land

Min første Sabotageaktion:

PS: Med baggrund i Per Ulrichs rejsebeskrivelser foretog jeg en længere rejse i hans fodspor, der endte med et større originalt værk “TERRA INCOGNITA”. En instrumental suite bestående af en række folkemusikalske temaer fra bla.a. Østen, Sydamerika og Nordafrika. “TERRA…” er nu mixet hos Konghenrik i Yellow House Studio i København.

EN HILSEN FRA DE DØDE:

Et Klip fra “Billeder …”: Jeg var taget i studiet lige efter min svogers begravelse:

– “Vi lagde ”I can’t Keep From Cryn’ Sometimes” op på mixerpulten. Blind Willie Johnson havde indspillet nummeret i tidernes morgen, men det var oprindeligt en traditional og jeg har aldrig kunnet tolke teksten i sin helhed. ”Blues Project”, ”Ten Years After” og flere andre havde haft fat i nummeret, men det blev jeg ikke klogere af. Jeg havde skrevet en skitseagtig tekst, jeg tilføjede et B stykke og lavede nummeret som en gospel oven på en mamborytme. Efter at jeg havde drukket gravøl, faldt teksten på plads og jeg skrev den på et par minutter. Jeg var i den stemning. Min mor var død for mange år siden og hun er den engel, jeg omtaler i teksten. En engel sidder på min, den forældreløses, skulder, fuld af sunde råd, retfærdig, barmhjertig og god i døden, ligesom hun var det i livet” –

Tampa Red

-“Min svoger havde åbnet porten ind til åndernes rige under sin transition og der var flere spøgelser i studiet den dag, end på St. Louis Cemetery i New Orleans på Alle Helgeners Aften. Jeg har siden spekuleret på om han efterlod porten åben. Ånderne blandede sig i hvert fald i processen. Tampa Red og Robert Nighthawk var tidligere forbilleder, der trængte sig på og ville være med. Jeg inviterede Nighthawk ind og lagde en glødende slideguitar på ”I Can’t Keep…”. Nighthawk og Red fik mig tidligt til at indse, at slidestilen var andet og mere, end blot en effekt. Den førstes vibrato gør mig altid berusende svimmel, hver gang jeg hører ham, og den anden gav mig en ren intonation. Begge lærte mig, at en åbent stemt guitar er mere end blot en guitar. Det er et unikt instrument, eller flere, der kun har udseendet tilfælles med en almindelig guitar. Jeg inviterede en del andre ånder ind i mit univers, som jeg citerede, dog ikke ordret.”-

Uddybende betragtninger om Bottleneck og Slide her: http://biceps.dk/da/guitaren/

Robert Nighthawk

– “Jeg vidste at superguitaristen Paul Banks kendte et par hemmeligheder og altid kunne hive et par ekstra esser ud af ærmet. Han er en sand stilskaber. Jeg løb på ham til en støttekoncert for bevarelsen af NOKKEN på Vestamager syd for Islands Brygge, hvor vi begge spillede. Magistraten gik med planer om at nedlægge et unikt lille samfund til fordel for et husbådsprojekt for rigmænd. Paul ville gerne hjælpe på mit projekt og vi lavede en session med Frank Marstokk på trommer. Jacob Rathje spillede bas og vi brugte senere et af numrene: “I don’t Want You” på Cd’en, som vi byggede op omkring Pauls high-lifeinspirerede rytmeguitar. Cd’en kom til at hedde ”saints & legends”. De var der alle, levende som døde. Nighthawk, Benny Holst, Link Wray, Elsebeth Krogh, Dave Lindley, Claus Toft, jujukongen King Sonny Ade, Tampa Red, Duane Eddy, Jakob Rathje, Duane Allman, Leo Kotke, Kim Gutman, Jim & Bob (the genial Hawaiians), Blind Willie Johnson, Martin Andersen, Jerry Garcia, Bob Dylan, Robert Johnson, Jørgen Lang, Muddy Waters, Howlin’ Wolf, Blind Lemon Jefferson, Paul Banks, Bind Willie McTell, Michael Friis og andre legender. De er helgener, alle til hobe” –

Om stil og metode i øvrigt er her min Doktrin fra før der var noget der hed Dogmeregler:

http://biceps.dk/da/stilen/ ‎

BILLEDER FRA VESTERBRO & OMEGN:

INDLEDNING:

En byvandring gav inspiration til et tilbageblik, hvor jeg beskriver min tid på Vesterbro med underlige, mærkværdige oplevelser, skildret med humor fra Galgebakken, som alle ved lå på Amerikavej.

Omegnen er den store verden. I min barndom prydedes væggene i barbersaloner, tobaksforretninger og flere andre små forretninger med fotos af ejerne som optrædende i bokseeringen eller imanegen.

I denne omegn havde de sparet op til en lille foretning på Vesterbro for at forsøde tilværelsen og sikre alderdommen. Derfor siger man at en vesterbrodreng altid vender tilbage. Man skulle tro at disse tidligere badutspringere var åbne og fordomsfri, men det forhindrede dem ikke i at tage ekstra for klippe ekstra langhårede drenge.

Der hvor jeg kommer fra, er sproget fuld af billeder. Det ytrer sig ved mere eller mindre opfindsomme sprogblomster. Vi siger f. eks. om folk der stiller sig an med en slet skjult dagorden, at de er tynde. Deres tale runger hult i vores ører. Når vi møder mennesker der udviser manglende integritet eller på anden måde viser, at de ingen rygrad har, så kan vi finde på at sige at deres røvhul hænger i en tynd tråd. De skal melde klart ud. Vi vil vide hvor vi har dem. Derfor har vi heller ikke meget til overs for politikere. Vi møder skrankepaver, embedsmænd og alle autoriteter med en sund skepsis.

Det er ikke så meget vores vagtsomme øjne der afslører dem for os, men mere en nedarvet sans for at lytte aktivt, kombineret med en nødvendig evne til at foretage en hurtig, objektiv analyse. Det har forskånet os for mange øretæver og i flere tilfælde har det reddet livet for nogle af os.

Ofte bliver vi misforstået og skal oversættes for ikke at komme til at pisse andre københavnere af. Vi ryger dog sjældent i totterne på hinanden selv om der nok skal være nogen, der siger noget andet, men man skal ikke tro på alt hvad man hører. Måske er det sproget der afleder os, fordi der muligvis ligger en større intellektuel udfordring i at vinde en disput, end at gribe til yderligheder. Indbyrdes forstår vi hinanden udmærket og vores sprog er, som hos andre stammefolk, en del af vores identitet. Selv om vi ikke alle sammen kender hinanden så kan vi altid genkende hverandre på sproget uanset hvor i verden vi mødes.

Vores fælles udgangspunkt er en bydel i København. Man kalder den for Vesterbro og midt i det hele ligger en gade, som rygraden af en lettere påklædt glædespige. Hun ligger på maven med hovedet på skrå deroppe ved Hovedbanegården, mens hun leger med tog og drømmer sig ud i den store verden.

Inde under huden på hende ligger de mange tværgader, som sideben ned langs hendes rygrad. Benene er let spredte med de bare fødder hvilende på hver sin side af Enghaveparken. Af og til strækker hun sig dovent, vender sig lidt, rækker ud og afstedkommer lidt ravage i andre dele af byen. En overgang var hun min indtil vi skiltes i gensidig forståelse for hun har mange kærester. Man skal ikke kalde hende troløs af den grund, for i al uskyldighed favner denne Vestalinde os alle, men jeg kender ingen der nogensinde har taget hende med bukserne nede, selv om flere af os har kigget stjerner. Hun overgiver sig ikke så nemt. Hendes navn er Istedgade.

Det gamle Vesterbro var et Klondike med sit eget morskabsteater, gæstgiverier, dansebuler, slagtere, værtshuse, løse piger, musikere, alle slags spillere, fusentaster, lommetyve, ludderkarle og andre plattenslagere. Foruden en enkelt fransk Commedia Dell ‘artespiller, der af og til gav den som Pjerrot.

Han indgik en pagt med Djævlen og en vis A. Bournonville. Derved skød han både papegøjen, sig selv i foden og fik sit eget teater, i Carstensens gamle familiehave, lidt længere nede ad Vesterbrogade. Til gengæld for evigt liv isnede han i rollen som Pjerrot og for altid, eller i det mindste indtil Verden går under eller Helvede fryser til, må han spille den samme stereotype figur.

– Hvorfor skriver du ikke en bog? –

– Hvorfor? –

– Du må da have oplevet en masse –

– Jeg aner ikke hvordan man skriver en bog –

– Med mindre du skriver et hit eller vinder den store gevinst, har du ingen muligheder for at bringe din skattegæld ned –

– Jeg kan ikke forestille mig noget klammere end, endnu en bog med titlen ”Mit liv i musikken” –

Forslaget om, at skrive en bog kom fra en inddriver hos skattevæsenet i Gladsaxe. Skattemanden havde ret og noget kunne sikkert gøres. På supplerende dagpenge blev mine indtægter for tiden omregnet til timer, så jeg kun undtagelsesvis kunne præstere en månedsløn, der oversteg noget der lignede mindstelønnen, selv om jeg arbejdede som en hest. Jeg bekymrede mig ikke rigtigt om min gæld og trøstede mig med, at jeg havde skaffet flere penge til kulturelle projekter, end jeg skyldte samfundet, hvilket jeg stadig var i færd med.

En cykeltur plejede at klare tankerne og mens jeg cyklede mod København overvejede jeg fogedens forslag. Det gik op for mig, at jeg havde skrevet hele mit liv, sange, essays, pressemeddelelser og projektbeskrivelser. Jeg havde løst et utal af journalistiske opgaver, men hvordan man skriver en bog anede jeg ikke. Kronologisk stof er kedeligt og kun interessant for dem der har en særlig interesse i stoffet, i personer, en historisk epoke eller af videnskabelige årsager.

Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle fremstille personer der har krydset mit spor og, som jeg ville have svært ved, at beskrive med kærlighed. En barmhjertig mulighed kunne være at gøre dem anonyme. Jeg har tit rystet på mit trætte hoved af folk der har givet udtryk for ét og gjort noget andet. Tit er jeg blevet pinligt berørt på andre folks vegne når de glemmer at lytte til hvad de selv siger og bebrejder andre det kaos, der opstår i kølvandet på deres egen uforudseenhed og dårlige beslutninger. Det er ikke for ingenting at vores unger, med deres særlige form for logik tit påstår, at det man siger er man selv.

Ved hjælp af dialoger kunne jeg dramatisere stoffet og lade læseren være fluen på væggen. Risikoen ved den metode er selvfølgelig, at jeg nemt kunne komme til at fremhæve mig selv, men det lærer jeg nok at leve med. Jeg så det som mit største problem at jeg nok måtte afholde mig fra, at læse bøger et stykke tid for ikke at blive fanget af teknikken bag bogskrivningskunstens metode, dispositioner, opsætning og hvad man ellers kan risikere at falde i staver over.

Vesterbro var sidst i 1700 tallet en forstad med omkring 1000 indbyggere. De var beskæftigede på tømmerpladserne ved Kalveboderne, på de fem Reberbaner, tobaksplantager og en sejldugsfabrik. Midt i århundredet fik broderskabet lov, af deres konge, til at skyde derude. Oprindelig kaldte broderskabet sig for Danske Kompagni. Disse rigmænd fik osse lov til at bygge det, som i dag er Bymuseum. De havde først lidt svært ved at komme til lommerne så der gik nogle år, før der for alvor kom gang i byggeriet. Huset blev indviet i 1787. Skydebanen fyldte meget i landskabet og tog sig ret imponerende ud i den lille forstad. Da flere flyttede til blev det lidt sværere for skydebrødrene, at undgå at træffe vesterbroerne med vildt farende kugler. Derfor lod de, sidst i 1800 tallet, en arkitekt ved navn Ludvig bygge en høj skydemur for enden af Skydebanegade.

Jeg blev afbrudt i min tankerække, da cyklen punkterede på Nørrebrogade ud for Møllegade på Nørrebro og jeg hev den hen til en lille cykelsmed i Blågårdsgade. At cykle med stil er blevet en trend. Der fremstilles cykler til individualister i alle afskygninger og cyklister og deres smede er igen blevet synlige i gadebilledet, men jeg er nu godt tilfreds med min gamle blå Hamlet. Jeg bestilte en god kop kaffe på Café Blågårds Apotek mens jeg ventede på, at min cykel blev færdig. Min notesbog brændte i inderlommen på mig og jeg kan med sindsro melde, at frygten for de ubeskrevne hvide sider aldrig har været et problem for mig, men jeg har en blå plet på h. hånds langemand lige over knoen, der af og til distraherer mig uanset om det så blot er en dosmerseddel jeg skriver eller et telefonnummer jeg noterer. Et minde for livet:

Holger: – Bliv på din egen halvdel af pulten eller du får en røvfuld når det ringer ud –

Liller: – Hold nu op mand. Hvis du absolut vil tegne en kridtstreg, så sæt den på midten –

H: – Den er på midten –

L: – Og min røv er en vandflyver. Du er bare ude på ballade –

H: – Sig det en gang til og du er færdig, mand –

L: – Sørgelige forældre, mand –

H: – Du skal eddermaneme ikke kritisere mine forældre –

Holger tog penneskaftet fra blækhuset i midten af bordet og huggede den i fingeren på mig. Min første tatovering var en realitet og den skal sammen med en anden af slagsen følge mig til mine dages ende. Den sidder på h. lår og skyldes en anden umulig diskussion og min sidekammerats utæmmelige iltre temperament. Han var forståeligt nok bragt i affekt over den måde jeg inddrog hans gamle i diskussionen og gik derved glip af pointen. Hans far og mor var døvstumme, russiske flygtninge fra den sidste store krigs sidste dage, men hvordan de kom til Danmark ved jeg ikke.

Blågårdsgade og især pladsen udenfor caféens vinduer er også en historie værd, men det må vente. Min cykel var klar og jeg kørte mod Åboulevarden imod ensretningen ned langs med Forum, til venstre af Sankt Markus Allé, krydsede Forchhammers og Niels Ebbesens veje.

Efter Forhåbningsholms Allé, Svanholmsvej, Værnedamsvej og et par forseelser mere kom jeg ud på Vesterbrogade lige ved Frederiksberg Allé hvor Frederiksberg kiler sig ind på Vesterbro, som en splint i røven på det øvrige København. Saxogade ligner sig selv da det begynder at regne med skomagerdrenge, så jeg parkerer cyklen og finder ly for regnen indtil skyllen er ovre. Jeg lader cyklen stå i Saxogade ud for Café Saxo og vælger at vandre i retning af Vesterbros Torv.

Jernporten ind til Bymuseet er åben og to drenge knæler foran en miniaturemodel af en anden tids København, dengang ordentlige folk boede indenfor voldene. Modellen viser byen, som den så ud før den for alvor eksploderede engang i det nittende århundrede da Magistraten stak sine fangarme ud gennem byportene og skabte brokvarterernes lejekaserner. Nogle bydele blev finere end andre, men det gjaldt ikke for Vesterbro. Den lå der i forvejen og havde skabt sig selv så at sige, og det kunne man ikke rigtigt gøre noget ved. Det ville osse være dumt for her var adspredelser som man ikke kunne få eller købe sig til andre steder.

Den ene af drengene peger på Københavns Slot der ligger på en lille holm omtrent på det sted hvor Christiansborg nu ligger ovenpå Absalons gamle borg. Jeg kan se at han skal til at sige noget til sin kammesjuk da himlen igen åbner for sluserne med et ordentligt brag, der overdøver ham og alt andet.

Jeg går i kapgang over Vesterbros Torv og er gennemblødt da jeg finder ly under Elias Kirkes trappe, hvor præsten har efterladt sin cykel ulåst. Han ved at spritterne holder øje med den.. De er ivrige kirkegængere når vejret ellers tillader det, som i dag for eksempel og de har indført en turnusordning så der altid står en på vagt ved cyklen. Ligesom de passer på barnevogne med småbørn i mens mødrene er på indkøb.

Rip, Rap og Rup, forklædt som grønne Ulveunger har søgt læ her og sidder på fliserne og spiller Terra. Da den dygtigste af dem har nået den anden bro i spillet går jeg ud i regnen og drejer til højre ned ad Gasværksvej. Solen er brudt frem bag skyerne og lige før jeg når ned til Istedgade får jeg øje på en lille slank kvinde med et treårigt drengebarn i hånden.

Hun kommer imod mig klædt helt i blåt, i en blå kjole mønstret med hvide Marquritter. Hun har et matchende tørklæde på, der bulner af papillotter og et par kastanieblonde lokker stikker ud. Da vi får øje på hinanden ser jeg, som i et evigt sekund ind i et par rolige grågrønne øjne, før drengen bryder fortryllelsen og får hende til at stoppe op.

– Moar? –

– Ja, hvad er der? –

– Hvorfor skal vi over til Fru Jørgensen? –

– Jeg har jo fortalt dig at mor er lidt syg –

– Bli’r du så rask? –

– Det har jeg jo fortalt dig, lille skat –

– Har du spist bakketerier? –

– Jaha, men det er ikke derfor: Mor skal bare ha’ noget for sin dårlige ryg –

– Hvorfor er Fru Jørgensen en klog kone? –

– Fordi hun ved mere end du kan finde på at spørge om, Spørge Jørgen –

– Moar?

Hun må nærmest hive drengen hen til en opgang i nærheden:

– Så nu er vi her og lad nu vær’ med at spørge så meget, kom –

– Jeg skal lige se noget –

– Kom nu bare –

– Jam’n, der går en negermand –

– Kom så –

I min barndoms gade

Midt ude i krydset står en færdselsbetjent og dirigerer trafikken idet jeg går til højre ad Istedgade. På hjørnet af Skydebanegade står en mindre flok og taler dæmpet foran et nedlagt grankors og en rød fane. Jeg går forbi Stoppestedet og ender min vandring i min barndoms gade. Ud for min gamle opgang stopper jeg, læner mig op ad døren, ruller en smøg og nyder den dampende duft af sommerregn på varm asfalt.

En korthåret seksårig purk med sygekassebriller, sherifstjerne, dobbelte seksløbere i patronbæltet og et plaster for det højre øje, kommer trampende ned ad Skydebanegade på en blå damecykel. Hans korte buksebag befinder sig et godt stykke under saddelhøjde og hænderne på styret, noget over hovedhøjde. Et større plaster flagrer på det venstre knæ og en Københavnernøgle dingler i en snor om halsen på ham.

Ungen kommer mig grinende i møde og cirkler et par gange rundt på gaden foran mig uden at træde i pedalerne. Inertien fiser langsomt af dyret og et stykke før tyngekraften får systemet til at tilte drejer han ind over fortovet parallelt med husmuren. Så flytter han venstre hånd ind mod midten af styret og læner sig en smule ud mod gaden. Cyklen stopper af sig selv, næsten uden at håndtaget kurer mod muren og han hopper af. Den tohjulede jernhest står en smule for skråt efter hans smag og det ærgrer ham en lidt, men ellers er det en perfekt landing. Kun håndtaget rører muren.

– Jeg har ikke lært at bremse og stå af endnu, men jeg bli’r nødt til det –

– Hvorfor? Det gik da ellers meget godt –

– Jeg får snart en cykle og når vi flytter i haven, så skal jeg selv køre frem og tilbage –

– Hvor har I have? –

– i Kongelunden –

– Bor du her? –

– Ikke lige hér. I nummer 26. Richard bor i 28 og Iver, lige der hvor du står, i 30. hvor bor du henne? –

– Udenfor byen. Hvad hedder du? –

– Flere ting, men for det meste kalder de mig for Liller. Hvad laver du her? –

– Jeg har engang boet her. I nummer 30, fjerde til højre –

– Dér er der nogen, som lige har flyttet og min mor siger at vi skal bo der –

– Så får I go’ plads, tre et halvt værelse og et kæmpe køkken. Hvad har du i lommen? –

– Kaptajn Mickey fra Vild Vest, jeg har byttet med noget –

– Wild West? Kan du læse? –

– Jep –

– Hvem har lært dig det?

– Mig selv –

– Hvordan det? –

– Har bare læst Anders And’r –

– Har du læst billederne? –

– Ja, men jeg kan osse bogstaverne –

– Lad mig se hæftet?

– Her –

– Jeg kan ikke rigtig se hvad Kaptajn Mickey siger dér? –

– “Fordømt!” –

– Det må jeg nok sige. Hvad med den taleboble der?

– “Caramba” og han der..-

– Ham der –

– Ja og ham Joe der siger ”ved Manitou” –

– Du er dygtig –

– Det siger min mor osse. Hvis der er et ord jeg ikke kan finde ud af, så siger jeg bare bogstaverne til hende. Så siger hun hvad det siger og så kan jeg læse det –

– Smart. Nå, jeg må videre, du skal nok lære det –

– Hvaffernoed? –

– At bremse –

– Nåh ja. Du må godt komme og besøge os. Jeg får mit eget værelse –

– Det er en aftale, hej så længe –

– Bye, bye –

Ungen forsvandt ind gennem porten til baggården. Jeg satte mig på trappestenen og røg færdig, rejste mig og gik efter drengen ind gennem porten til gården i midten af den midterste husblok. Jeg ser ham stå på en smal gesims over portgaragen ved siden af porten med hælene af sine gummisko udover afgrunden, balancerende 3 meter oppe mens han arbejder på sit kunstværk. Med Filia farver og farvet kridt er han ved at farvelægge et kæmpehoved på en OTA Solgrynmand under en taleboble med den indlysende tekst: ”Spis OTA Solgryn og bliv stærk”.

Jeg lister ud af porten og fortsætter min vandring. Da jeg kommer til hjørnet af Istedgade ser jeg kunstner og musiker Bob Novak, sammen med et par venner komme ud af en nedlagt biograf der før hed Casino, men nu hedder Irma. Med en frossen kylling i favnen. Han bor lidt længere nede ad Istedgade og hans livret er Southern Fried Chicken. Den laver han hver dag hvis han ikke spiser ude, hvilket han kun gør når han har gæster. Jeg ser dem hjælpe en gangbesværet ældre dame over gaden. Bob maler senere billedet, der som alle hans andre malerier ledsages af en lang underfundig titel: “Drenge, der finder ting før folk mister dem” eller, som i dette tilfælde kunne være: “Drenge følger gammel dame over gaden”, hvilket man kan forestille sig, sker på en yderst målrettet og håndfast måde. Den søde ældre dame har været i Skydebanen og bærer på en brun papirspose der er fedtet ind af æbleskiver, hun ikke har fået afsat. Da Bob ønsker damen en god dag lander en vandbombe på den anden side af gaden, men ingen af dem opdager noget og jeg afstikker min egen kurs. Tilbage hvor jeg kom fra.

En særling har som en anden Landsbytosse afløst færdselsbetjenten i krydset ved Gasværksvej og det afstedkommer lidt kaos og en hel del moro, men jeg kommer over gaden uden problemer. Al trafik er standset. To minibusser holder bagerst i køen, der først slutter helt henne ved Hotel Du Nord ved Colbjørnsensgade. Jeg genkender chaufføren, men hverken ham eller min ven Frank, der sidder ved siden af ser mig vinke eller hører mig pifte da jeg lidt senere passerer de fortabte eksistenser ved Maria Kirkeplads. I Abel Katrines Gade, lige før den munder ud i Viktoriagade, ligger en passage der fører ind til Vester Bio, som kører non stop og SAGA biografen der nu er koncertsted. En grøn bus kører ind på pladsen bag SAGA og, hvis man ikke ved bedre kan man tro, at det er en af politiets skovvogne. Den bakker op til bagindgangen af SAGA og et par hjælpere begynder at læsse kasser med musikudstyr af via en slisk ved bussens bagdør Det fremgår af plakaten, at den texanske guitarfræser Johnny Winter er aftenens store begivenhed og min gruppe BIG MAMA skal åbne ballet ovenpå en tre ugers turné i Norge. Vi er varme.

En Vesterbrodreng vender altid tilbage.

Jeg befandt mig ud for SAGAs hovedindgang og gik i retning mod Vesterbros Torv. Ti skridt fra SAGA har Pierre Beauvais en biks, der leverer instrumentkasser og andet udstyr til rockproduktioner. Han var manager for en række orkestre i de lovløse pigtrådsdage og lagde engang sag an imod et af sine bands. En hotelejer på Bornholm ville efter en uges engagement ikke til lommerne. Orkestret overlod det til Pierre at rede trådene ud, men for nemheds skyld lagde han sag an imod sine egne musikere. Jeg var en af dem han slæbte i Frederiksberg Byret for at få sin provision. Han vandt sagen, men så aldrig en klink.

Ud for SAGA og længere oppe efter ANVA ved ABC Cafeteriet er ungdommen ved at samle sig. De er ens klædt på og, med håret sat op til narrestreger, gasser de deres knallerter op mens de cirkler rundt om hinanden og stejler på skift. Penge de selv har tjent som læredrenge og bude eller i Fragtmandshallen, brænder i lommerne på dem. Med benzin i blodet er det lidt af en cocktail og det er kun et spørgsmål om tid før det hele eksploderer.

Gennem porten ind til West End kan man se et par drenge, der endnu ikke har nået rygealderen dele en York eller Eiffel, som de har løskøbt af en tre eller fem styks pakke i den nærmeste tobakshandel. De er bude på Bladkompagniet og sidste led i kæden af nyhedsformidlere. Længere henne på Oehlenschlægersgades skole, på den anden side af Istedgade, fortæller de mest gamle nyheder, men det er ved at ændre sig for skolen dernede er under forvandling.

Ud for drengesiden af skolegården ligger barberen, der tager ekstra for at klippe langhårede. Han har ellers set den store verden, men er ikke blevet mindre fordomsfuld af den grund. Tobakshandleren ved siden af, og flere andre små næringsdrivende har indrammede fotografier, plakater og presseklip hængende fra en mere glorværdig karriere som trapezartister, boksere, stærke mænd eller sportsstjerner. De har udlevet en drøm om at se verden i håb om at kunne spare så meget op, at de kunne etablere sig som selvstændige på deres gamle dage. De går rundt og siger at en Vesterbrodreng altid vender tilbage.

Pantelåneren eller Onkel som han bliver kaldt, befinder sig et sted i nærheden. I Oehlenschlægersgade på denne side af Isteren kan man flere steder købe gode brugte, skræddersyede jakkesæt hos jødiske kludehandlere. For små midler, det er under en halvtredser, kan man komme til at ligne en ægte gangster fra Chicago. Skråt overfor på et par adresser for enden af gaden, tændes og slukkes røde lamper i vinduerne med intervaller, der ikke er lige til at regne ud. På det modsatte hjørne står et par trængende mænd og smøger den for at forkorte ventetiden. Bliver den for lang er der andre steder man kan gå hen.

Ved siden af Værnedamsvej eller Kødgaden, ligger Havemanns Magasin. Et stykke international funktionalisme med baggrund i Bauhaus stilen og for enden af Frederiksberg Allé ligger Hit House, midt i et område hvor der er andre forlystelser til salg. Længere ude ad Vesterbrogade er Frederiksberg Have og Søndermarken. Her koster det ikke noget og det samme gælder Zoo, hvis man ellers kender hemmeligheden.

Jeg henter min cykel i Saxogade, kører tilbage til Istedgade og ender på Enghave Plads, hvor Frelserens Hær er ved at gøre klar til koncert og bekendelser. En flok drenge leger med sejlskibe i et bassin midt på pladsen bag en større folkemængde der er i færd med at samle sig før de går mod Hovedbanegården, hvor det årlige fakkeltog starter. Jeg går udenom og kommer uden de store problemer igennem til krydset ved Lyrskovgade, hvor Badeanstaltens golde kulbuelys knitrer bag matte regnvåde ruder. Fra biblioteket er der god udsigt til Enghave Parken og længere nede ad gaden er der kø foran Folkekøkkenet.

Jeg passerer Folkets Hus på vej ned ad Enghavevej, forbi Sundevedsgade og videre lige ud indtil jeg når H.C. Ørstedsvej og er snart tilbage ved mit udgangspunkt. Min norske ven Frank sidder uden for Café Blågårds Apotek med en Cappuccino og nyder solskinnet der har afløst regnen. Han er altid positiv:

– Dejligt vejr –

– Så længe det varer, er Kim kommet?

– Han er lige gået hjem efter noget –

– Der kommer et par folk og sidder ind –

– Fedt –

– Hvad lavede du i en minibus på Istedgade sammen med Nalle i eftermiddags? –

– Mig? Jeg kommer direkte fra Århus –

I det samme ringer min mobil. Det er manager Flemming Marsk i Ribe. Han præsenterer sig gerne ved at synge på sidste stavelse, af sit navn:

– Flemmiiiing –

– Noget nyt? –

– Det er gået i orden med Kershaw –

– Mig og Frank? –

– Ja, han har sin egen bassist med. Rock Nalle kører jer til Hov Havn, han skal spille på Samsø og derefter kører georgierne jer videre til de andre festivaler. De er færdige med deres egen tourné på det tidspunkt og de kører osse for Omar & The Howlers. Alt er ude at køre –

– Det lyder indviklet –

– I mødes på Hotel Du Nord i Colbjørnsensgade torsdag morgen –

– Det var satans –

– Hvad? –

– Ikke noget –

– Nå, jeg må løbe, jeg skal nå posthuset. Du har papirerne i morgen, mojn –

– Mojn –

Frank siger noget til mig som jeg ikke opfatter. Jeg er midt i et omvendt dejavue og mine tanker er et andet sted. Jeg har en historie at fortælle. Sangene er skrevet.

Børge Biceps Jensen

BILLEDER FRA VESTERBRO OG OMEGN