Nyt Album med Copenhagen Royals released 1 sept. 2017:
Copenhagen Royals er et magisk ensemble. Det startede med en session hvor vi mødte op, helt blanke. Ingen forberedelser. Temaer uden færdige tekster, et par traditionals og et par flasker dårlig hvidvin. En toneart, en der tæller for og akkordskift via signaler. Alt var som det plejer. ”The Skeleton Crew”, som enhver god navigatør ved, det mindst tænkelige mandskab der skal til, for at sejle en Tremaster.
Frelsens Nåde og Den Hellige Jord:
En Reportage fra Chicago 1989. Om Kinston Mines – Harlem og
Maxwell Street:
Frelsens Nåde og Den Hellige Jord
Hvad er en Festival?
Det er et godt spørgsmål. Jeg forsøgte mig med en analyse efter at have undret mig et stykke som projektmand i CBF . Det skulle jeg måske ikke have gjort. For i tiden derefter blev det hele mildt sagt lidt indviklet:
SAMMY’S UR.
Læs her historien om Sam Mitchells sidste færd. Hvem forsynet udvalgte som Sams Engle og min arv efter Sam:
Sam Mitchell (født 21. april 1950, Liverpool – død 15 juni 2006, Liverpool)
Og min Nekrolog i Blueslink.dk:
Jeg ved ikke hvorfor det lige skulle blive bluesgenren der blev min skæbne. Jeg har aldrig haft nogen fordomme hvad angår en særlig musikalsk genre. Jeg har studeret de fleste. Det skyldes måske at jazzklubberne i sin tid var det eneste sted hvor man kunne optræde efter at de lovløse pigtrådsdage var en saga blot. Pigtråd var i virkeligheden Rhythm & Blues. Jeg skulle blive en af de senere pionerer inden for bluesgenren, det lugtede lidt af jazz og jazzklubberne blev en platform der med lidt ihærdighed fra min og andres side efterhånden åbnede sig for os. Jazz bygger i sit inderste væsen på bluesformen. Andre tidligere pigtrådsmusikere fandt arbejde og berømmelse i popverdenen.
Min baggrund er den nordamerikanske folkemusik og lignende genrer, som i dag danner grundlaget og, stadig er en inspirationskilde til den musik jeg selv skaber. Jeg havde en vis succes med mit eget band Big Mama, men efter opløsningen blev jeg, lidt irriterende, stadig betragtet som en ren ”bluesmand” rundet af Chicago traditionen. Det var svært at løbe fra selv om mine udgivelser og gode redaktionelt bearbejdede anmeldelser fortalte en anden historie.
Der var på et tidspunkt noget romantik forbundet med at være udøver af genren, men de bedst funderede musikere inden for genren havde et videre udsyn. De vidste at bluesformen er nært beslægtede med flere traditionelle musikformer og basis for andre. Det er et faktum jeg altid har haft for øje og formidlet. Jeg var booker på en af de første bluesfestivaler i København i Huset i Magstræde i 1980 – 81.”Copenhagen Folk Blues Festival”. Her præsenterede vi publikum for en bred vifte af udøvere med berøringsflade til beslægtede stilarter bl.a. Cajun & Zydeco, som kun få havde hørt om. Jeg kom til at spille en rolle i formidlingen af bluesgenren, så en mulighed og begyndte at arbejde for at få genren anerkendt på linje med Jazz eksempelvis. Jeg var initiativtager til flere events i denne bredere kategori bl.a.
Brønshøj Folk Blues & Bluegrass Convention.
Fordelen er at man som hovedarrangør kan præsentere publikum for en bredere vifte af genrer, en mere varieret programfolder og bredere pressedækning.Af uransalige årsager har jeg i tidens løb været indkaldt som konsulent på festivaler i Svendborg, Helsingør, Odense og Djurs m.fl., men det højnede ikke altid standarten. Jeg var med til at etablere Copenhagen Blues Festival ad flere omgange og jeg må med skam melde, at nogle af initiativtagerne til nogle af disse festivalforsøg var skuffende bekendtskaber. Den Danske Blues Cirkel blev skabt på min foranledning og afholdt en række arrangementer i København og en enkelt prisuddeling og skrøbelige filialer i Odense og Ålborg. Cirklens eksistens blev dog kortvarig. 
Københavns kommunes Musikudvalg afviste vores ansøgninger med den begrundelse, at der eksisterede en anden forening i byen der havde modtaget en bevilling indenfor genren, men ikke med samme formål???. Dér skulle vi henvende os. Min ven Kenn Lending som var medlem af Cirklen tilbød at tage kontakt til den forening kommunen foreslog et samarbejde med, men det gik helt galt. Det var starten på det som nogen senere har kaldt Blueskrigen. Den eksisterer åbenbart stadig, bare med andre aktører, MEN tilbage til historien: Jeg og Danny Linde, som var næstformand i Cirklen havde udtrykt bekymring for udfaldet af dette møde. Vi gav Lending klare instrukser så han klædt på til opgaven, som man siger.
Lending kom nærmest grædefærdig tilbage efter dette møde og fremlagde resultatet af mødet for Cirklens bestyrelse, som kort gik ud på, at yours truly var en utroværdig person, der skulle have arbejdet til skade, bagtalt og ihærdigt modarbejdet en ligesindet forening. Kenn havde åbenbart glemt hvad han var sendt i byen efter og åd alt råt. Danny og jeg var målløse. Vores bange anelser var ikke ubegrundede, men på grund af den mistro det skabte i Cirklen valgte jeg at nedlægge projektet. Det var lykkedes mig at rejse 25.000 gode danske kroner til Cirklens virke. Dem overdrog jeg som startkapital til det seneste forsøg på at etablere Copenhagen Blues Festival som stadig eksisterer.
I al mit virke for genren har jeg haft pressens bevågenhed. Jeg opnåede gode bevillinger og annonceindtægter, igangsatte og skaffede eksempelvis økonomi og maskineri til udgivelse af ”Copenhagen Blues Sessions vol. 1”. Det eneste album i serien, som ikke er en compilation fra bands og musikeres egne tidligere udgivelser.
Det lykkedes at få ”Vol. 1” med i Music Export Denmark’s ”Sorte Box” hvor dansk blues (Folk Blues) for første gang blev præsenteret for branchefolk og journalister fra den vide verden. Andre igangværende planer og initiativer, som et Skandinavisk Spilledstedsnetværk, bogudgivelse samt andet Nordisk og Baltisk samarbejde blev skrinlagt og redaktionelt stof i forbindelse med koncerter ophørte. Omtale og sober markedsføring stoppede ved min afgang som daglig leder af Copenhagen Blues Festival igennem 4 år. Jeg tror ikke at man kan pege på en anden enkeltperson, der har gjort mere for genren herhjemme end undertegnede. Alligevel og mærkværdigvis fremstår mit gode ry og omdømme i dag som noget blakket.
OG naturligvis og retfærdigvis burde jeg for længst have fået den bluespris jeg selv indførte og. skaffede økonomi til på min sidste indsats for Copenhagen Blues Festival no. 4 eller var det 5? Skide være med det, jeg ved hvad jeg er værd.
MEN gid jeg kunne have fortalt en anden historie. The Story Of The Blues burde rettelig handle om stilartens pionerer, udøvere og genrens historie i Danmark. Jeg arbejder på den. kig ind engang imellem.
the copenhagen blues sessions vol.1 – “the solo performers” og om “en skør dag på kontoret”
Vedlagt her i PDF format af hensyn til opsætning og sideformat:
BIG MAMA: Den korte historie:
Det hele startede ’77 med at jeg fik et tilbud fra Pianist og sanger Henrik Walther og Trommeslager, dansk-amerikaneren, Michael Hansen. Projektet hed “House Of Blue Lights” og stilen var blues og R’n’R. Efter skiftende forsøg med bassister kom Allan Iverssøn ind i billedet. Allan spillede med Ricardos Jazzmen. Han foreslog at vi prøvede at få en fod indefor på Jazklubberne og syntes at vi kunne bruge en solist mere. Han tog kontakt til Paul Banks og truppen var fuldtallig og optrådte nu som BIG MAMA.
Ricardos spillede fast på De Tre Musketerer og her fik vi vores debut. De var ikke så glade for elektriske instrumenter derinde, så Paul og jeg banede vejen ved på skift at sidde ind med Ricardos og siden fik vi et par tirsdage I løbet af de måneder vi optrådte derinde.
Paul havde planer om at finde sine rødder i USA. Før han tog afsted havde han set en annonce i musikmagasinet MM hvor Buffalo søgte en sanger og den lagde jeg billet ind på i 1979.
Jeg kørte med Buffalo et par år før vi lagde op I 1980 og jeg rekruterede René Ewald og Henrik Schaltz, på henholdsvis Guitar og Trommer. Senere var Jørgen Lang med på Mundharpe. På en jam i Vognporten hyrede vi bassisten Niller Wischamnn som fast medlem. Indtil da havde vi på skift haft Bill Hazen, Knuth Henriksen, Bent Malinowsky og Jens Rugsted m.fl. som løst tilknyttede.
I 1984 stoppede jeg samarbejdet med dette hold og afholdt I årene efter et par mindre turnéer med skiftende besætninger. I 2010 bestod holdet af Lars Kraup på Guitar, Henrik Schaltz på Trommer, Kjeld Lauridsen på Orgel og Niller Wischmann på Bas. Vi nåede at lave et album”Working For The Man”.
Samarbejdet stoppede i 2013 da bandet, hvor mærkeligt den end lyder, blev en platform for en anden form for formidling end den musikalske:
THE RAGIN’ CAJUN:
Jeg mødte Flemming fra Marsk Music på Djurs Bluesland en gang først I 90’erne. Han lykønskede mig med prisen som årets bluesmusiker, en nyindstiftet pris, som festivalbestyrelsen lige havde tildelt mig. Han blev en god partner og skaffede gode navne til landet under de utallige festivaler jeg ledede I årene derefter. Jeg overtalte ham til at udgive ”Easy Street” i 2000, som gik hen og bleven af årets bedst omtalte og mest roste album det år. Den solgte selvfølgelig ikke og det var svært at lave jobs på den. For udenforstående er det svært at forstå og almindelig sund fornuft modsiger dem ikke.
En regfuld sommermorgen mødte jeg og min ven Frank Marstokk op på et Hotel i den smalle ende af Istedgade nærmest min bardoms gade på Vesterbro. Marsk havde hyret os til at backe en cajunfiddler fra Louisiana. Doug Kershaw og hans bassist David Forret var begge cajuns, men boede nu i Colorado. Vi var lidt tidligt på færde så jeg gik en tur i mit gamle nabolag og faldt ind hos en arabisk barber og fik et effektivt klip og en kop expresso. Det kan anbefales, al behåring fra halsen og opefter fik et trim, inklusiv øjenbryn.
Fortsættes her:
.